Handelsgymnasiet Vestfyn (DBG) har fundet sin nye direktør og rektor

Den 1. august tiltræder Jens Christen Hylkjær som direktør og rektor ved Handelsgymnasiet Vestfyn. Jens Christen Hylkjær kommer fra en stilling som vicerektor på HHX og HTX ved Uddannelsescenter Holstebro, og med sine 55 år har han lang erfaring både som underviser og som leder, særligt på HHX. Han skal afløse Carsten Hogrefe, som efter 8 år på posten går på pension. 

”Med Jens Christen Hylkjær har vi fundet den helt rigtige direktør og rektor til Det Blå Gymnasium,” udtaler bestyrelsesformand Flemming Kjær. ”Jens Christen Hylkjær, eller Chris som han kaldes, besidder en bred ledererfaring kombineret med en nysgerrighed og lyst til at gå nye veje.” Med Chris i spidsen er vi sikre på, at det Det Blå Gymnasium vil fortsætte sin positive udvikling med fokus på elevernes læring, trivsel og dannelse.”

”Jeg glæder mig til opgaven, og jeg glæder mig til samarbejdet med kolleger, elever, bestyrelse m.fl.,” siger Jens Christen Hylkjær. ”Det er en mindre skole, jeg træder ind på; samtidig er det en skole, der har oplevet en betydelig vækst i antallet af ansøgere til det kommende skoleår. Det er en skole, hvor eleverne fagligt klarer sig godt – dette skoleår har de nærmest efter forgodtbefindende revet priser ned fra hylderne, bl.a. som vinder af DM i erhvervscase og som vinder af DM i statistik. Og det er en skole, hvor der bliver gået nye veje, f.eks. med inddragelse af AI og ”Lego Serious Play” i undervisningen. Det arbejde glæder jeg mig til at blive en del af og bidrage til.”

Privat er Jens Christen Hylkjær gift med Jette, sammen har de tre børn …og en adfærdsvanskelig kat. Sommerferien skal tilbringes i kano på Gudenåen og i sommerhuset i Vorupør, inden det ringer ind til første arbejdsdag på Det Blå Gymnasium i Glamsbjerg.